Individuelle rejser

Rundrejse i Det Nordlige Peru 1

Individuel rejseforslag på 15 dage til Peru.
Lima Chiclayo Kuelap Cajamarca Trujillo Huaraz Cordillera Blanca

– Du bestemmer selv afrejsedatoen
– Arrangeres fra en person
– Kan forkortes og forlænges – Vi har de gode ideer
– Kan arrangeres med **, ***, **** og ***** hoteller
– Indhold ændres efter jeres ønsker
– Intet højsæsontillæg
– Kan let kombineres med Bolivia, Ecuador, Galapagos, Amazonas og Sydperu.

Skriv til os og få et tilbud – Happylama@happylamatravel.com

Kort

Rejse-til-Peru-Lima-Chiclayo-Chachapoyas-Kuelap-Leimebamba-Cajamarca-Trujillo-Huaraz

Dag 1: Ankomst til Lima

Ved ankomsten i Limas internationale lufthavn står operatøren klar og I vil blive kørt til hotellet som ligger i Limas fashionable forstad Miraflores.

Happy Lama Travel anbefaler at I forkæler jer selv efter en meget lang flyvetur og besøger Limas mest fashionable restaurant Rosa Nautica, som ligger på en mole ude i Stillehavet. Restauranten er specialister i seafood, men udbyder hele paletten af peruansk gastronomi inkl. lokalt produceret rødvin og selvfølgelig nationaldrikken Pisco Sour.

Maden er udsøgt, atmosfæren er fantastisk, betjeningen er eksemplarisk, portionerne er store og priserne er billige sammenlignet med Danmark. Det er absolut en oplevelse, som I bør unde jer selv. Happy Lama Travel arrangerer bordbestillingen.
Lima - Plaza de Armas

Dag 2: Lima-Chiclayo (Fly)

I kan vælge mellem et tidligt morgenfly eller et sent eftermiddagsfly afhængig af om I ønsker at bruge tiden i Lima eller Chiclayo. Der er selvfølgelig fordele og ulemper ved begge dele men vi anbefaler morgenflyet, da I får mulighed for at udforske Limas få seværdigheder den sidste dag.

Chiclayo er grundlagt i 1600-tallet af spanske missionærer på et sted hvor vigtige handelsveje mødes mellem kysten, højlandet og junglen hvilket har gjort at Chiclayo altid har været en velhavende handelsby.

Området omkring Chiclayo er kendt for sine heksedoktorer “brujos” som på mystisk vis uddriver alle onde ånder. En disciplin som tages meget seriøst i området og en vaskeægte uddrivelse kan vare i ugevis.

Mercado Modelo er et af Perus mest interessante markeder hvor der udbydes alt mellem himmel og jord. Det er specielt interessant at besøge “Mercado de brujos” altså heksedoktorernes marked, hvor ingredienserne til deres mærkværdige seancer fremskaffes.Plaza de Armas Chiclayo

Dag 3: Chiclayo (Lord of Sipan & Lord of Sican)

Chiclayos omegn er fyldt med spændende og rige arkæologiske udgravninger fra tiden før inkaerne. Den vigtigste af dem alle er kongegravene ved Sipan som stammer fra Mochekulturen ca. 300-1200. Kongegravene ved Sipan blev opdaget næsten intakte så sent som i 1989.

Udover at besøge selve gravene besøger I også det tilhørende museum hvor de udgravede genstande udstilles. Sipanmuseet i byen Lambayeque er et usædvanligt smukt og interessant museum med nærmest ubeskriveligt mange artefakter fra primært Mochekulturen. De kæmpemæssige næsesmykker som nærmest dækkede hele underansigtet er fantastiske.

I besøger også det ligeså seværdige Sicanmuseum i byen Ferreñafe som gennem 20 år har samlet og restaureret artefakter fra Sicankulturen – en subkultur som eksisterede i området ca. 700-1100. Det er meget vanskeligt at skelne Sicankulturens traditioner og levevis fra Mochekulturen.Chiclayo - Lord of Sipan

Dag 4: Chiclayo-Bagua Grande-Chachapoyas

Den første lange dag gennem det peruanske landskab bringer jer fra Perus kystørken over Andesbjergenes laveste pas Abra de Porculla 2.145 moh. via Bagua Grande til Chachapoyas som ligger i 2.335 moh. på østsiden af Andesbjergene mod Amazonas.

På vejen oplever I en stor forandring i landskabet som bliver langt mere frodigt.

Chachapoyas er med sine godt 21.000 indbyggere områdets hovedby og centrum for spændende trekkingmuligheder i området.

Chachapoyas er en hyggelig afslappet by hvor livet leves på den centrale plads Plaza de Armas. Chachapoyasegnen var hjemsted for Chachapoyakulturen ca. 800-1470.

Chachapoyaskulturen er også kendt som “skyfolket” da egnen er fugtig og bevokset af tågeskov. Chachapoyas - Plaza de Armas

Dag 5: Chachapoyas-Kuelap-Tingo

Denne spændende dag bringer jer ad spektakulære veje fra Chachapoyas til den fantastiske ruin Kuelap 3.100 moh. og videre til den lille by Tingo.

Kuelap som må anses som et af turens højdepunkter er en af de største, vigtigste og bedst bevarede arkæologiske perler i Sydamerika. Kuelap blev bygget som en befæstet by ca. 900 – 1100 og ligger meget isoleret på toppen af en klippe med udsyn til alle sider.

Det anslås at der er anvendt mere materiale til Kuelap end til Gizapyramiderne i Egypten. Kuelaps ovale fæstningsværk er 700 meter langt og mellem 6 og 12 meter højt med smalle dybe indgange hvilket praktisk talt gjorde Kuelap uindtagelig.

Kuelap som stadig er under udgravning er placeret så afsides at de sidste to km. foregår til fods. På trods af Kuelaps enorme arkæologiske betydning gør isolationen at der kommer meget få turister.

Når udgravningerne og rekonstruktionerne er færdige vil Kuelap uden tvivl være en stærk konkurrent til Perus absolut førende turistattraktion Machu Picchu.Kuelap - Chachapoyas

Dag 6: Tingo-Leimebamba

Denne dag er en dejlig afslappende dag hvor I har god tid til at nyde det meget smukke landskab som I passerer mellem de to små autentiske byer Tingo og Leimebamba.

Når I ankommer til Leimebamba besøger I det lille interessante museum lidt udenfor Leimebamba hvor Chachapoyamumier og artefakter fundet ved Laguna de Los Cóndores i 1996 er udstillet.

Leimebamba er en meget lille afsides beliggende by med meget få turister og byen har masser af ægte andisk charme. Den lille Plaza de Armas med den massive stenkirke er et fantastisk sted at opholde sig og observere hvordan livet passerer forbi.

Heste er et helt almindeligt transportmiddel og køer drives gennem gaderne som det mest naturlige.Vejen mellem Chachapoyas og Leimebamba

Dag 7: Leimebamba-Celendin-Cajamarca

Endnu en spændende og meget smuk dag venter jer når I kører fra Leimebamba til den spændende og historisk betydningsfulde by Cajamarca 2.650 moh. I kører mod Cajamarca ad hvad der sagtens kan betegnes som en af de smukkeste men også hårdeste veje i Peru.

I kører over adskillige bjergpas, gennem tågeskov og gennem dybe kløfter og små landsbyer til den lille hyggelige by Celendin hvor I typisk vil gøre stop for frokost. Celendin har en meget smuk kirke på Plaza de Armas. I fortsætter videre til Cajamarca hvortil I vil ankomme sent på eftermiddagen.

Der er mange ting at se og udforske i Cajamarca. Som altid i peruanske byer ligger alting dejlig centralt omkring Plaza de Armas som enhver by i Peru uanset størrelse har gjort meget ud af.Vejen mellem Leimebamba og Celendin

Dag 8: Cajamarca (Ventanillas de Otuzco)

Om morgenen besøger I Ventanillas de Otuzco som ligger meget tæt på Cajamarca. Ventanillas de Otuzco er velbevarede begravelseshuler hugget ud i klipperne fra før Inkatiden.

Efter dette besøg er dagen til fri disposition. Cajamarca har stor historisk betydning hvor den vigtigste begivenhed fandt sted i 1532 da inkakongen Atahualpa blev taget til fange af den spanske hærfører Fransisco Pizarro hvilket i realiteten var begyndelse på enden for Inkariget.

Cajamarca er med sine 135.000 indbyggere egnens absolutte centrum men bevarer et afslappet kolonialt præg. Som altid i peruanske byer er markedet et meget farverigt og eksotisk sted at spendere noget tid.

Cajamarcas historiske centrum er som et levende museum, der venter den besøgende med storslåede kirker og smukke koloniale bygninger som er bevaret næsten intakt siden kolonitiden.

På Plaza de Armas finder I katedralen og San Francisco kirken. Ikke langt derfra ligger den aldrig færdiggjorte kirke Belen ligesom huset hvori Atahualpa blev holdt fanget af Fransisco Pizarro ligger tæt på katedralen.

Et par hundrede meter syd for Plaza de Armas finder I udsigtspunktet Santa Apolonia hvorfra I har et fantastisk skue ud over den omfangsrige by. Den lange trappe fra byens centrum er meget kunstfærdigt udført.Cajamarca - Ventanillas de Otuzco

Dag 9: Cajamarca-Trujillo (Heksens tempel)

I kører ”ned af bakke” fra Cajamarca til I igen når Stillehavskysten ved Pacasmayo hvorfra I følger Panamericana highway mod Perus tredjestørste by Trujillo med ca. 770.000 indbyggere.

På vejen besøger I heksens tempel som huser efterladenskaberne af hvad som menes at være den første kvindelige Mocheleder. Mumien er så velbevaret at man stadig kan se tatoveringer på armene og der er spor efter menneskeofringer som man kender det fra den senere Inkakultur.

I ankommer til Trujillo ud på eftermiddagen så der er god tid til at nyde byens Plaza de Armas som huser nogle af Perus smukkeste koloniale bygninger. Trujillo blev grundlagt af Fransisco Pizarro i 1534 og er opkaldt efter hans fødeby i Estremadura i Spanien.Trujillo - Kolonial arkitektur - Plaza de Armas

Dag 10: Trujillo (Chan Chan, Regnbuetemplet, Månetemplet, Huanchaco)

Ligesom Chiclayos omegn er Trujillos omegn et orgie i spændende arkæologiske udgravninger hvor især Chan Chan skiller sig ud ved at være den største by på de amerikanske kontinenter før Columbus og samtidig er det den største lerby i hele verden.

Chan Chan husede 60.000 indbyggere i 1300-tallet da Chimukulturen var på sit højeste. Chan Chan var en rig by med ekstravagante sølv og guldudsmykninger. I besøger også de spændende udgravninger af Månetemplet fra Mochekulturen og regnbuetemplet fra Chimukulturen.

I aflægger desuden den lille fiskerby Huanchaco et besøg. Udover at være et populært samlingssted for surfere er Huanchaco kendt for at være et af de sidste steder langs den peruanske nordkyst hvor fiskerne stadig bruger små sivbåde flettet af Tortorasiv – Præcis som man gjorde det for godt 2.000 år siden.

Huanchaco er desuden kendt for sin fine seafood og I vil typisk spise frokost på en restaurant med udsigt over Stillehavet.Caballito - Sivbåd - Huanchaco

Dag 11: Trujillo-Sechin-Huaraz

Denne dag forlader I på ny Stillehavskysten og bevæger jer ind mod de majestætiske Andesbjerge som tårner sig op som en næsten uigennemtrængelig barriere på op til næsten 7.000 meter mellem Stillehavets brusende bølger og Amazonasjunglens grønne frodige løvtæppe.

I kører sydpå gennem den peruanske kystørken fra Trujillo via Perus største fiskeriby Chimbote til den lille by Casma.

Legendariske Panamericana Highway er skiftevis flankeret af grønne sukkerrørsplantager, gold stenørken og små trøstesløse byer.

Lidt udenfor Casma besøger I en af Perus mest betydningsfulde men mindst kendte arkæologiske udgravninger ved Sechin. Sechinruinerne blev bygget af et krigerisk folk ca. 1600 før kristus og er stadig under udgravning. En imponerende fire meter høj udsmykket lermur omgiver det centrale tempel.

Fra Sechin starter I opkørslen til bjergpasset Punta Callan 4.225 moh. som bringer jer over bjergmassivet Cordillera Negra og ned mod Huaraz i bunden af Huaylasdalen. Der er en fantastisk udsigt mod Cordillera Blancas sneklædte bjergtoppe fra Punta Callan.Cordillera Blanca - Huascarán

Dag 12: Huaraz

Denne dag er til fri disposition og afslapning efter et par strabadserende dage med store oplevelser på til tider dårlige veje. Huaraz er en livlig og charmerende by med gode indkøbsmuligheder og nogle fantastiske restauranter. Et besøg på det farverige marked er en fantastisk oplevelse og giver en god indsigt i de lokales hverdag.

Huaraz har en meget smuk Plaza de Armas og et lille hyggeligt regionalt museum som er et besøg værd. Udstillingen omfatter en stor mængde stenstatuer fra den meget tidlige Chavinkultur.

Huaraz har på trods af en befolkning på ca. 300.000 mennesker en dejlig provinsiel charme og byen emmer af aktivitet fra tidlig morgen til sen aften.

Huaraz kaldes også for Andesbjergenes Kathmandu og er den charmerende hovedstad i provinsen Ancash. Byen ligger indeklemt mellem de to bjergkæder Cordillera Blanca og Cordillera Negra i ca. 3.000 moh.

Huaraz er det naturlige udgangspunkt for trekking og bjergbestigning i Cordillera Blanca og det mindre besøgte Cordillera Huayhuash som ligger ca. 100 km syd for Huaraz.Cordillera Blanca - Huaraz

Dag 13: Huaraz (Cañon del Pato, Yungay, Llanganucosøerne)

Denne dag udforsker I den nordlige del af Huylasdalen som adskiller de to bjergkæder Cordillera Negra og Cordillera Blanca.

I kommer tæt på nogle af Cordillera Blancas højeste og mest fantastiske sneklædte tinder mellem Huaraz og Caraz.

I kører gennem den mest spektakulære del af fantastiske Cañon del Pato – Ændernes kløft som forbinder Huaylasdalen med Stillehavskysten ad en meget lidt anvendt og ekstrem dårlig vej som virkelig byder på udfordringer for både mennesker og materiel.

Vejen er sprængt ind i klippen på Cordillera Negra siden af kløften og på en 15 km. strækning kører I gennem 35 groft udhuggede tunneller.

På det smalleste sted i kløften adskilles de to bjergmassiver Cordillera Blanca og Cordillera Negra med ned til blot 10 meter af brusende Rio Santa.

I besøger de to smukke smaragdgrønne Llanganucosøer som sammen med en hestesko af sneklædte bjerge Huandoy, Pisco, Huascaran m.fl. er noget af det absolut smukkeste landskab I finder i hele Peru.

I besøger også den begravede by Yungay for foden af Perus og det tropiske bæltes højeste bjerg Huascaran. Ved det voldsomme jordskælv i maj 1970 blev et stort stykke af Huascarans nordlige top revet løs og forårsagede et gigantisk jordskred som på få minutter forvandlede Yungay fra en livlig by med 30.000 indbyggere til en kirkegård – Kun meget få indbyggere overlevede denne forfærdelige dag.

I dag rager kun den gamle katedrals tårne og et par palmetræer op af jorden og det er med stor respekt at man bevæger sig rundt i området med bevidstheden om at tusindvis af mennesker ligger levende begravet under ens fødder.Cordillera Blanca - Cañon del Pato

Dag 14: Huaraz-Caral-Lima

Denne dag fungerer primært som transportdag fra Cordillera Blancas høje tinder og store vidder gennem kystørkenen tilbage til hovedstaden Lima hvor I ankommer sidst på eftermiddagen.

På vejen lægger I vejen forbi Sydamerikas ældste bosættelse Caral.

Vi foreslår at I efter en til tider strabadserende rejse rundt i det nordlige Peru forkæler jer selv med et besøg på Limas og Perus absolut mest fantastiske restaurant La Rosa Nautica som ligger på en mole ude i Stillehavet.

Restauranten serverer alt hvad det peruanske køkken kan præstere af gastronomiske delikatesser til meget fornuftige priser.På vej mellem Huaraz og Lima

Dag 15: Lima på egen hånd og afrejse Lima

De fleste interkontinentale fly letter sen eftermiddag eller tidlig aften, så I har god tid til at se lidt af Lima inden I endegyldigt forlader Peru.

Det arkæologiske museum kan anbefales hvis I lige vil have sat de sidste par ugers kulturindtryk ind i en tidslinje. Efter museumsbesøget kan I besøge Plaza de Armas, hvor hovedparten af Limas koloniale arkitektur findes. I kan derefter besøge det smukke kloster Monasterio de San Francisco inkl. de underjordiske katakomber.

I skal være i lufthavnen ca. tre timer før afgang. På første sal i Lima lufthavn er der en del udmærkede spisesteder og forretninger hvor I kan fordrive tiden inden I letter fra Lima.

Happy Lama Travel kan også arrangere en guidet citytour i Lima.
Lima - Monasterio de San Francisco

Lamanyt

Referencer