Isla San Cristobal

Isla San Cristóbal er i lighed med Isla Isabela og Isla Santa Cruz et fortrinligt og oplevelsesrigt udgangspunkt for et øbaseret ophold eller ø-hop. Galapagosøernes anden store lufthavn med daglige afgange til fastlandet ligger blot en km. fra hovedstaden med det iørefaldende navn, Puerto Baquerizo Moreno der med godt og vel 10.000 indbyggere er Galapagosøernes administrative centrum.

Isla San Cristóbal har som eksempelvis Isla Floreana også en temmelig bizar historie. Øen blev først beboet i 1880, hvor den gale plantageejer Manuel Julián Cobos etablerede en regeringsstøttet sukkerrørsplantage med det illusoriske navn El Progreso – Fremskridtet, hvor han med myndighedernes direkte hjælp udnyttede straffefanger som arbejdskraft i sin plantage.

Manuel Julián Cobos havde storhedsvanvid, anlagde jernbane på øen og prægede sin egen mønt – En Cobo. Fangerne gjorde oprør i 1904 og slog Manuel Julián Cobos ihjel. Efterkommere af både Cobos og fangerne lever i dag side om side i Cobos utopiske samfundseksperiment El Progreso.

Med Puerto Baquerizo Moreno som base er der mange spændende oplevelsesmuligheder af både aktiv og informativ karakter. Blot et par km. fra byen finder du en smuk søløvebefolket sandstrand og rå klipper med stillesiddende, soldyrkende Marine Iguanas, der forsøger at oparbejde den korrekte kropstemperatur efter en dykning efter de alger, som de udelukkende lever af. Der er også gode muligheder for at arrangere snorkling og dykning, som er særligt interessant ved klippeformationen León Dormido en halv times sejlads fra byen.

San Cristóbals højland indbyder også til aktive oplevelser med flere gode vandreruter samt mulighed for ridning og mountainbike. Ligesom Isla Isabela og Isla Santa Cruz har Isla San Cristóbal sit eget skildpaddecenter, hvor du kan følge det møjsommelige og fremragende avlsarbejde.

I højlandet kan du besøge Galapagosøernes største ferskvandsreservoir El Junco, som indhyllet i tåge og støvregn også giver dig mulighed for at observere den særligt frodige flora i området. El Junco indeholder 360.000 kubikmeter regnvand, som udgør øgruppens eneste ferskvandskilde.

Ønsker du at besøge San Cristobal på din rejse på Galapagosøerne, så kontakt Happy Lama Travel med dine præferencer og lad os sammen arrangere en spændende individuel rejse eller et cruise til Galapagos.

Isla Baltra
Isla Española
Isla Fernandina
Isla Floreana
Isla Genovesa
Isla Isabela
Isla San Cristobal
Isla San Salvador
Isla Santa Cruz
Isla Santa Fe
Isla Seymour

Lamanyt