

Amazonas
De færreste mennesker tænker på Bolivia som et godt sted at besøge Amazonas og observere unikt dyreliv, men i virkeligheden er ca. 50 % af Bolivia regnskov og blot 45 minutters flyvning fra La Paz bliver du mødt af varm, fugtig luft når du stiger ud af flyet i den lille søvnige og charmerende jungleby Rurrenabaque, som er porten til regnskovsoplevelser i den vestlige del af Bolivia tæt på grænsen til Peru.
Rurrenabaque: En rigtig afslappet jungleforpost med alt hvad dertil hører af afslappet atmosfære, varme og spændende fusionsgastronomi. ”Rurre” som byen blot kaldes i folkemunde har ca. 14.000 indbyggere og ligger smukt i et Y-kryds på Benifloden omgivet af frodige grønne bakker. Solnedgangen i Rurre er berømt for sin mystik, da der normalt dannes en tyk tåge over Benifloden samtidig med at solen maler alting orange. Når solen endelig er under horisonten vågner omgivelserne og nattens ro brydes af tropiske dyrs kaldelyde.
Rurre er base for besøg til Nationalparken Madidi og den omkringliggende Pampas, hvorfor der er opbygget en basal turistinfrastruktur i byen, som meget vellykket har formået at bibeholde en afslappet junglestemning.
Nationalparken Madidi: Denne perle af en junglenationalpark ligger ca. fem-seks timers kanosejlads op ad Tuichifloden og dens bifloder. Happy Lama Travel er stolt af at samarbejde med Chalalan Eco Lodge drevet af de indfødte indianere fra San Juan de Uchupiamos. Chalalan Eco Lodge ligger smukt ved den smukke og dyrerige sø Chalalan dybt inde i nationalparken. Dyrelivet er overvældende, selv lige omkring lodgen, hvor flere abearter huserer. De indfødte guider er fantastisk dygtige og der hersker en rar atmosfære i lodgen.
Chalalan Eco Lodge har ca. 25 km. afmærkede stier. Udover ophold på lodgen er det muligt at arrangere guidede vandreture gennem junglen til samfundets fjerntliggende landsby San Juan de Uchupiamos.
Las Pampas: Nordøst for Rurre ligger Pampasområdet, som er et åbent vådlandsområde. Pampasområdet er et mere åbent landskab end den regulære regnskov og det er derfor lettere at observere dyr i området, så hvis du har begrænset tid er Pampasområdet et godt alternativ. Det er selvfølgelig muligt at kombinere Pampas med regnskoven i Nationalparken Madidi.
Bolivias frodige østlige lavland er yderst sjældent besøgt. Det kræver en indsats og tager sin tid, men er du interesseret i jungle og eksotisk dyreliv er det transportbesværet værd. Området øst for og omkring Santa Cruz er langt fra alfarvej, men byder på mange interessante oplevelser også af kulturel art, som du kan kombinere de unikke naturoplevelser med. Eksempelvis Che Guevara Trail, El Fuerte, Jesuittermissionerne og Santa Cruz.
Nationalparken Noel Kempff Mercado: Denne ekstraordinære nationalpark som i år 2000 blev erklæret for UNESCO verdensarv er praktisk talt ukendt, men er et af Amazonasregnskovens mest artsrige områder, hvilket primært skyldes at højden varierer fra 200 meter til 1.000 meter og derved skaber mange forskellige habitater indenfor det relativt lille område på 50 gange 150 km. Dette kombineret med, at der bor meget få mennesker i området skaber en helt naturlig rig bestand af vilde dyr. Naturen er desuden meget spektakulær med mange smukke vandfald og et varieret terræn.
Der er registreret mere end 4.000 plantearter, ca. 620 fuglearter svarende til 21 % af alle fuglearter i Sydamerika medregnet de fuglearter som har habitater langs kysten og i bjergene, ca. 80 reptilarter, ca. 65 fiske- og amfibiearter og et hav af pattedyr og insektarter.
Nationalparken hed oprindeligt Huanchaca, men gemmer på en dramatisk historie og bærer nu det lidt indviklede navn Noel Kempff Mercado efter at den i 1988 blev opkaldt efter den patriotiske bolivianske naturforsker Dr. Noel Kempff Mercado, som sammen med sin pilot og guide blev dræbt af banditter, da de dybt inde i nationalparken overraskende stødte på et illegalt kokainlaboratorium. For at få fuldt udbytte af parken bør der afsættes minimum syv dage fra Santa Cruz
Gran Chaco (El Pantanal): I det allerøstligste Bolivia finder du Gran Chaco eller El Pantanal. Et uudforsket savanneområde med et spændende dyreliv og en spændende historie i grænselandet mellem Bolivia, Brasilien, Argentina og Paraguay. Bolivia tabte i 1935 endnu en meget voldelig krig om olierettigheder i El Gran Chaco til Paraguay, som overtog 2/3 af området – Der blev aldrig fundet olie i området.
Ønsker du at besøge Amazonas, Rurrenabaque, Madidi, Las Pampas, Noel Kempff Mercado og El Pantanal på din rejse i Bolivia, så kontakt Happy Lama Travel med dine præferencer og lad os sammen arrangere en spændende individuel rejse til Bolivia.
Amazonas
Che Guevara Trail
Cochabamba
Copacabana
Cordillera Real
El Fuerte
Jesuitterruten
La Paz
Oruro
Potosí
Salar de Uyuni
Santa Cruz
Sucre
Tarabuco
Tarija
Titicacasøen
Tiwanaku